Vi taler om 1969. Vi taler om månen, der betrædes og stjerner, der fødes. Neil Armstrong sætter menneskets første fødder på Månen. ” We come in peace”, sagde Nixon, der lige var blevet præsident og ikke havde mulighed for at finde Watergate i krystalkuglen. Beatles gik i opløsning, og John og Yoko var sengeliggende, mens Brian Jones fra Stones findes druknet i eget svømmebassin. Verden er i den grad af lave.
Vi skriver 1969. Det skelsættende år, hvor det hele ses i farver for første gang i dansk fjernsyn. Farvebilleder af studenteroprør, Vietnamkrig og Ho Chi Minhs død. Billeder af Danmark som det første land, der frigiver billedpornografien. Billeder fra en Woodstock-festival, hvor Jimi Hendrix leverer Red House og Hey Joe. Santana kommer med Soul Sacrifice, Canned Heat giver os Lets Work together, Janis Joplin med Piece of My Heart, Creedence Clearwater Revival rocker med Suzy Q og The Who drøner afsted med Summertime Blues.
1969 – og det hele sendes lidt forskudt hjem til Danmark, hvor Kong Frederik fylder 70, mens filminstruktøren Thomas Vinterberg blev født, og det danske fodboldlandshold besejrer Mexico med 3-1 i Idrætsparken i København.
På torvet i Nibe ved Pølse-Arnes pølsevogn er verden endnu ikke helt af lave. Her koster en hotter stadig en daler, og det endda med hele svineriet.
Men der er nye toner på vej. På samme tid som The Beatles spiller for sidste gang offentligt på taget af The Apple Building i London sidder 4 gutter på et loftshummer og lægger planer, og en mørk og stormfuld novemberaften i ’69 tager den lille gruppe unge rebelske nibenitter beslutningen – nu skal det være!!
De kraftige dønninger fra Woodstock havde givet genlyd. Nu skulle der gang i den musikalske undergrund i Nibe. NOVEMBER 69 blev dannet. Og når nu Beatles ikke ville mere, måtte andre jo tage over.
Et par af medlemmerne havde tidligere spillet i Nibegrupperne The Draculas, Jeepers Creepers og Jobbo Child.
Den nye gruppe, November 69, der således blev dannet ud fra samme koncept, som da Eric Clapton og Ginger Baker samme år dannede supergruppen Blind Faith, havde fra starten det princip, at såfremt der blev succes med nogle numre på jobbene, blev de øjeblikkeligt fjernet fra repertoiret. Hvis publikum kunne lide musikken, måtte det være tegn på, at bandet var på vej ud i en farlig kommerciel retning.
Den rene, rå rock med dybe rødder i bluesmusikken blev krampagtigt fastholdt af November 69. Denne idealisme var uden tvivl en af årsagerne til, at bandet blev overhalet indenom på den danske rockscene af navne som Tommy Seebach, Peter Belli, Bongoes, Lecia & Lucienne, Bamses Venner m.fl.
Efter 5 års hærgen i det meste af Han Herred og omegn konstaterede bandet, at tiden endnu ikke var moden til uforfalsket, gedigen bluesrock med genkendelig nordjysk accent – tog konsekvensen og lod de enkelte medlemmer søge nye udfordringer.
Og det blev starten på mange interessante eksperimenter – Bilolygoats, Gunnar Kranvogn, Bivognen, Rock of four, Røverne fra Rold, Zenith, Art Lovers, Sofagruppen, 8000 C, Veto, Birds, Semitones, Tequila, Holles, Wireless, Tråd og en lang række mindre kendte, men ikke mindre interessante bands.
Men i virkeligheden har November 69 det lidt ligesom The Eagles. De gik egentligt aldrig i opløsning. De holdt blot en god lang pause.
Her har tiden har vist, at udviklingen klart har været påvirket af NOVEMBER 69, såvel musikalsk som holdningsmæssigt. Denne udvikling skabte i midten af 80’erne mulighed for, at bandet genoptog de musikalske udfoldelser ved specielle lejligheder. Flere gange kunne bandet konstatere, at også de store festivalarrangører havde fået øjnene op for denne uundgåelige udvikling.
NOVEMBER 69 er ”still going strong”, holder fast i det gamle repertoire, der stadig holder små 40 år efter Woodstock. Hvem skulle tro, at disse ”unge rebelske nibenitter”, hvor Jens Christian i dag er lærer for utilpassede unge (Jens Christian har virkelig en god ballast i den sammenhæng), Peter har tiden, kommer til tiden, arbejder med tiden, til tiden, undertiden – som urmager, Karsten som seminarielektor med undervisning i drama og pædagogik og Lars, der fortsat arbejder med døve og blinde (har han her fundet sit rette publikum?) i dag stadig kan findes på den musikalske scene med en uformindsket glød og gejst. Gutterne er de samme, repertoiret er det samme, håret er blevet ikke så lidt kortere, Peter har købt nye strenge, Lars har overvejet nye stikker, Jens´ overskæg er blevet gråt i kanten, Karsten kan stadig få Jerry Garcia til at vende sig i sin grav over en 10 minutter lang guitarsolo.